Hver nat sidder jeg og stirrer på mit ur. Stirrer på dets sekundviser. Tik tik tik. Ét minut i midnat. Mit hjerte banker hårdere, hurtigere, højere for hvert sekund, hårdt som blev jeg trampet på, hurtigt som en gazelle på flugt, højt som bassen i en danseklub. Jeg sidder og venter på i morgen. Dette skræmmende koncept i morgen. Hver dag spørger jeg mig selv ’hvad skal der ske i morgen?’. Hver dag får jeg det samme svar – det ved jeg ikke. Det ved du ikke. Du ved ikke, hvad der sker i morgen. Jeg skubber min pude lidt væk fra mig, den er for tæt på, den kvæler mig. Jeg smider min dyne på gulvet, den er for tung, den kvæler mig. Jeg rykker mig lidt, så jeg kan sidde i skrædderstilling og holde om mine fødder, mens jeg rokker lidt frem og tilbage af utålmodighed. Sekundviseren bevæger sig umådeligt langsomt. Tik tik tik. Jeg hører mig selv sukke, et suk der går over i et gab af kedsomhed. Jeg skyder øjnene væk fra uret i et sekund; skyerne flyder dovent over den sorte himmel, byens lys farver bunden af dem, en underlig okkergul farve, den klæder ikke de runde skyer, tænker jeg. Jeg stirrer på mit ur, klemmer om mine fødder og rokker lidt frem og tilbage igen, lægger mit hoved på skrå. Hvordan kan tiden gå så langsomt? Et år er jo gået, inden du kan nå at se dig omkring, en måned er gået inden du har gabt færdig, en uge er gået inden du har lagt den sidste vare på båndet, en dag er gået inden katten har strakt sig, en time, et kvarter, et minut, et sekund – alt sammen gået inden du er færdig med livet.
Jeg sukker igen og giver uret et irriteret blik. Gå nu, tænker jeg. Jeg venter jo på i morgen, ikke på at du er færdig med dine overflødige tik tik tik! Uret tikker bare ad mig, en spottende tikken, ’hvor er du dum, lille menneske’ siger det til mig, gør nar af mig med dens tikken. Hvor er du dum, lille menneske, gentager jeg i mit stille sind. Lille menneske er dum, det giver jeg dig ret i, kære ur. Jeg bevæger mit hoved lidt til siden, stadig med mine øjne fikseret på uret. Altid øjnene på uret. Hvad er alle levende mennesker bange for? tænker jeg, tygger lidt på min tunge, da jeg vender hovedet til den anden side, stadig med mine øjne fikseret på uret. Døden. Den lange søvn. Dybt nede er frygten for døden grunden til, at alle er så fucked op i deres hoved. De ved, at enden er nær og der er intet de kan gøre ved det og det driver dem til vanvid, så de lever med ét øje på uret gennem hele livet. Dét er nok også en grund til, at mange gør en ende på deres eget liv, inden det overhovedet er begyndt. Det må være som at blive sat på bænken allerede inden spillet er i gang.
Den frygt og utryghed vi føler om det ukendte og fremmede, en drivkraft der fører folk lige lukt i døden, dét som er ukendt og fremmed. Jeg er da også bange; bange for det fremmede, bange for det ukendte, bange for i morgen. Fem sekunder igen, jeg rokker frem og tilbage hurtigere, min seng knirker klagende under mig, men jeg ignorer den og tygger på min tunge, der er kun fem sekunder til i morgen! Alting bliver bedre i morgen, det er dét de siger til mig, i morgen er en ny dag, en ny chance, en ny chance for hvad, hvilken ny chance, hvad for en slags ny chance, ordene stiger i kraft med at sekundvisere tikker tættere på tolv, her sidder jeg, på kanten af i morgen, bare få sekunder igen, så er det i morgen!
Midnat.
I det fjerne hører jeg kirkeuret slå tolv slag.
Mit hjerte stopper med at larme.
I morgen kom aldrig.
Det er altid i dag.
Comments (0)
See all